Jonquerets De Livet Puns

https://preview.redd.it/hwt2trxz9gp71.jpg?width=420&format=pjpg&auto=webp&s=3df286f1a336e2630741ecdcade4d08c7547a555

Jeg har falt for First Price Appelsinbrus men samboeren min mener at dette er sidestilt med å akseptere kreft; der Fanta naturligvis er gullstandarden. Dermed lurer jeg på om det er noen her som sitter på noe informasjon eller erfaringer? Synes for så vidt prisen er helt fortreffelig den og.

Fx Odorico, Elvira eller Sarah Louise. De tre kvinder rumsterer højest med deres evige “boss lady” og everybody should be a feminist-vibes med dertilhørende påklistrede quotes på stories. Men de er også kvinder der hver har fundet mænd der kan sørge for dem materialistisk eller igennem andre ydelser, så de kan sætte benene på kryds og slappe af. Tandfeen har betalt for Odoricos og Sarah Louises nye livsstil ser det ud til, mens Elvira finder en kæreste i en personlig træner når hun skal tabe sig, en håndværker når hun skal renovere sit hus og en der bor i Dubai når hun også vil bo der.

Er det boss Ladies? Hvad er der blevet af at finde en mand der virkelig sørger for en emotionelt, og ikke en der næsten kun kan sørge for en materialistisk? Hvorfor ser vildt mange piger op til dem? Jeg ser en kedelig tendens i de kredse, hvor det vigtigste er blevet at finde en mand der er velhavende eller på en anden måde til nytte for ens materialistiske behov, så man kan flashe det hele på sin Instagram. Øv. ☹️

Jeg føler meg så ensom. Føler meg ikke akseptert noen plass. Jeg har stor familie men alle er dømmende, religiøse, hasj avhengige og deprimerte. Altså ingen normale og sunne mennesker jeg kan belage meg på.

Jeg kommer fra en familie der alle er religiøse, og det er ikke akseptert å være vantro. Det er stor aksept i at menn skal kontrollere damene/søskene og de kan få oppføre seg akkurat som de vil. De slår, er voldelige og dersom søster eller kone står opp for seg selv er de «gale» eller «horer».

Jeg står opp i en vanskelig familiesituasjon der jeg blir hatet på om jeg står opp for meg selv/mennesker. Det er ikke godtatt å være homo, det er ikke godtatt å ha venner som er homo, det er ikke lov å kle seg slik og slik, det er ikke lov å oppføre seg sånn og sånn dersom man er kvinne. Jeg er forresten kvinne 24 år.

Jeg merker at jeg blir slemmere, surere og mer irritabel jo mer jeg omgåes med slike mennesker. Jeg er ikke slem innerst inn, men slike får frem det verste i meg.

Jeg føler meg så alene.

Jag fyller 30 om 2 månader och den tanken håller på att äta mig inifrån. Jag började lida av extremt tung depression runt 18 års åldern och har aldrig hittat tillbaka till livet sen dess. Har isolerat mig kopiöst mycket då jag inte litar på människor, knappt haft vänner och aldrig varit i ett förhållande. Jag är helt slut mentalt efter alla misslyckanden. Hur hittar man energin att ta nya tag och förlåta sig själv och bara gå vidare utan att blicka bakåt? Faktumet att jag missat i stort sett hela min ungdom pga missbruk är så brutalt att jag bara vill gråta.

Terapi behöver ni inte föreslå btw. Gett allmänvården alldeles för många chanser som de sabbat. Går till en privat då och då men det är en långsam process. Vill hitta mer konkreta förslag som jag kan applicera i vardagen.

Hörde ordet ’Movie’ (för miljonte gången i livet) idag och det slog mig att ordet borde kunna översättas till ’röris’, dvs en bild som rör sig, a moving picture > a movie!

Jag har aldrig hört någon påtala att ordet verkar komma från ’move’ även om det så här i efterhand känns självklart. Så vad jag vill säga med allt det här är att jag verkar ha för mycket fritid, men det till trots; berätta om någon av dina uppenbarelser (och om du vågade fråga om du var den enda som missat det)!

Högstadiet - mobbad Gymnasiet- mobbad för min längd, min akne och att jag var ful Högskolan - utfryst

Blev alltså civilingenjör idag, men har aldrig under mina 5 år ens satt min fot på en fest, inte heller kåraktivitet, inte någonting. Jag har aldrig varit hemma hos någon, spenderat en fredagskväll med mina vänner eftersom jag aldrig haft några, sedan 14 år ålder.

Relationer, inte det blekaste. Har inte pratat med en tjej under hela gymnasiet och knappt några under högskolan, läste teknisk fysik där tjejerna är kanske 10%, pratat med tre kanske.

Jag är i dålig hälsa, ful och hatar vad min liv konvergerat till. Jag vill inte leva längre, jag ser inget ljus i mörkret. Bara piss på piss hela tiden. Försökte iaf få bra betyg, tröstade mig i tanken om att jag kunde landa ett intressant och utmanande jobb. Slitit som ett jävla djur med betyg och sommarjobb och ska alltså börja ett jobb med 25 igång som jag hatar, kunde inte landa något bättre.

Värdelös relation till familj, de gav mig aldrig ngn support i ngt. Kommer ihåg den gången när jag var 16 år och bröt ihop efter att jag misslyckats med ett prov, efter att jag blivit mobbad och kallad fil av tjejer jag inte ens träffat förut. Mamma ger mig en grogg och hennes antidepressiva.

Det blir fan aldrig bättre

Jeg skriver mest af alt for at få et indblik i den enkeltes verden og høre jeres meninger :-)

Som ung studerende i midten af 20’erne føler jeg allerede at jeg er langt bagud og kommet alt for sent afsted i livet. Jeg er ikke færdiguddannet før sidst i 20’erne og derefter skal jeg samle erfaring til mit fag før jeg kan føle mig økonomisk og erfaringsmæssigt stabil på arbejdsmarkedet. Derudover har jeg ikke nogen partner, hvilket jeg gerne ville have, men føler desværre at studiet kræver så meget tid at jeg ikke ville kunne have/give det overskud, jeg gerne ville. Når selvtilliden halter (som den givet vis gør hos rigtig mange unge som gamle), er det også en stor udfordring og personlig udvikling, jeg mangler at gennemgå, hvilket tager endnu mere tid. Tid som jeg allerede føler jeg ikke har mere. Hvis jeg ønsker at få en familie med børn og vovhund, frygter jeg, at dette først ville være et realistisk håb langt inde i 30’erne. Jeg ser hvordan jævnaldrende allerede får 2. og 3. bebs på vej, og jeg ser hvordan ældre forældre har unge børn som de ikke vil kunne følge så langt ind i deres voksenliv. Dette er ikke at sige at ældre forældre ikke er gode forældre! Slet ikke - det kan jeg skrive om i evigheder, men det er blot ikke fokus i dette oplæg.

Spørgsmål rejser sig allerede; “kan jeg nå det? Kan jeg nå at spare sammen til et lille hus udenfor byen? Kan jeg nå at finde én, der er lige så skør som mig før en anden har fundet dem?”

Jeg forstår at livet i store træk går ud på at vælge, prioritere og kompromitere.

Hvor står I i alt dette, der er jeres liv? Er I landet et godt og tilfredstillende sted? Eller er I også først nu nået til at skulle springe ud i livet? Måske er det 2. eller 3. gang I springer ud igen? Har I gode bekendtskaber, der lyser tilværelsen op som små lys i mørket? Eller føler I jer alene og forsvarsløse? Hvad gør I? Det er rigtig mange spørgsmål og store tanker. Jeg håber bare at det vil starte en debat, der kan vise mig/os at vi til trods måske rigtig mange er det samme sted og stadig føler os alene.

/rantoverståetfornu

Edit: /rantgenoptaget

Jeg kan godt se at min formulering virkede konkurrencedrevent. Det var ikke meningen - jeg har meget lidt kontakt med andre mennesker af diverse grunde. Jeg har allerede gjort min debut i depression og angst som meget ung. Jeg har haft et omtumlet live indtil videre og frygten er jo altid at bagagen er for meget for andre. Jeg mener i større udstrækning den korte tid vi har som individer. Selvom m